Manifest: Selvkærlighed på en ny måde

du er din bedste veninde

Her er et lille tankeeksperiment:  

Forestil dig, at du har en datter. Den datter er dig. Hvordan vil du i den ideelle verden sørge for at give dig det allerbedste liv nu - mens du er voksen?  

Det har ikke noget med din egen mor at gøre. Det handler om tænke på en ny måde:

Hvad ville du gøre, hvis du var din egen mor, og du ved alt det, du ved om dig selv, dine erfaringer og din omverden lige nu. Din opgave som din egen mor er at give dig det bedste liv, du overhovedet kan forestille dig.  

Du kan evt. skrive et manifest til dig selv, som om du virkelig er den mor. Som om du virkelig tager dig selv ligeså alvorligt, som hvis du var dit eget lille barn.

F.eks. kunne det være nogle af disse ting - det er noget, jeg selv har eller har haft brug for at minde mig på forskellige tidpunkter i livet.  

 

Jeg vil dig alt det bedste i verden. Derfor:  

  • køber jeg så vidt muligt økologisk mad, så jeg ikke fylder din krop med gift. Selv om det koster ekstra.


  • laver jeg sund mad til dig og går ture med dig, selv om jeg ikke rigtig gider.


  • investerer jeg tid og penge i at højne dit selvværd og din selvudvikling - jeg ønsker sådan, at du kommer til et sted, hvor du respekterer dig selv nok til slippe afhængigheden af de mænd, der altid ringer kl. 3 om natten og vil knalde, men aldrig svarer på dine beskeder i dagslys.


  • sparer jeg op til kurser, hvor du kan lære dig selv bedre at kende. Jeg ønsker, at du får adgang til at føle alle følelser. At du slipper af med den fordømmende stemme i dit hoved, der hele tiden fortæller dig, at du er forkert. At kende dig selv er frihed.


  • tager jeg dig med på en rejse, hvor du kan udforske, hvad du er skabt til at lave her i dette liv - hvad der giver mening for netop dig at bruge din tid på. Ikke hvad der giver dig den største opsparing eller misundelige blikke.


  • prøver jeg på alle måder at få dig til at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor du går ud i tynde nylonstrømper i frostvejr eller overvejer at få sprøjtet ting ind i dit ansigt eller dine bryster - er det værd at fryse og mishandle din krop for, at en eller anden mand måske synes, du er pæn?


  • giver jeg dig de bedste vilkår for og tid til selv at skabe det, du føler, er vigtigt - noget der giver mening for både dig og verden  - i stedet for at sætte dig foran en skærm og lade dig æde det, andre skaber.


  • inviterer jeg kreative mennesker med skøre og store drømme ind i dit liv, så du har nogen at støtte dig til på din rejse.


  • minder jeg dig om hver dag, at det er dit ansvar at få det bedste ud af din tid og dit liv.

   

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!

Skriv en kommentar