Derfor skal du uddanne dig i kærlighed

uddan dig i kærlighed

Har du nogensinde haft sex med en mand uden sådan helt at have lyst, men fordi du gerne ville have, at han skulle kunne lide dig?  

Måske har du følt, at det var for tidligt? At du gerne ville lære ham bedre at kende, inden I gik i seng sammen, men du var bange for, at han ville miste interessen for dig og finde en anden, hvis du ikke var med på den?  

Det har jeg. Flere gange.  

Og hvis jeg først havde haft sex med en fyr, følte jeg, at det var mærkeligt, hvis jeg sagde nej næste gang. Så kørte bussen ligesom. Følte jeg.  

Ville have kærlighed - ikke sex

Joan Ørting forklarer i dette citat meget godt, hvordan jeg også havde det:  

"Der er rigtig mange piger i dag, der gerne vil have kærlighed. Man kalder det "kærlighedsafhængig". Der kommer vi kvinder rigtigt nemt til at bruge det seksuelle. Men dybest set, så er det kærlighed, som vi vil have," siger sexolog Joan Ørting i denne artikel.  

Det her handler ikke om voldtægt, som artiklen handler om, og som Joan Ørting udtaler sig om i artiklen. Citatet minder mig om, hvorfor jeg har haft svært ved at få sagt fra, hvis jeg datede en mand, der var meget ivrig efter sex, og jeg egentlig helst ville vente.  

Kedeligt at sige nej

For mig var der noget pleaser i det. Jeg ville gerne gøre ham glad. Undgå at ødelægge den gode stemning. Tænk, hvis han ikke gad at ses igen, hvis jeg sagde nej. Tænk, hvis han syntes, jeg var kedelig. Det er i nok mest der, det har ligget hos mig. Jeg ville ikke være kedelig. For mig var det kedeligt at sige nej.

Men tænk, hvis jeg havde haft det godt med mig selv. Tænk, hvis jeg havde lært mig selv at kende, lært mine kærlighedsmønstre at kende.  

Så havde jeg været klar over, at han jo ikke ville være noget for mig, hvis han syntes, jeg var kedelig. Så havde jeg ikke behøvedes at lade som om, jeg var noget andet, end jeg virkelig var. Så havde jeg ikke behøvet at føle, at jeg skulle lokke en mand med sex for at få kærlighed.  

Forelsket i en ide

Samtidig var det jo tit en fyr, jeg nærmest ikke kendte, men som jeg havde fået mig selv bildt ind, var den helt rigtige for mig.  

Jeg vidste ikke, at jeg forelskede mig mere i ideen om en mand end i selve manden. I hvad jeg troede, vi kunne have sammen. Og at jeg ikke behøvede være en anden end mig selv for en mands skyld.  

Derfor, synes jeg, det er vigtigt at uddanne sig i kærlighed.  

Det har jeg skrevet bogen "Den dag jeg stoppede med at græde over mænd" om.

Du får 5 gratis kapitler fra "Den dag jeg stoppede med at græde over mænd" her  >>

 

 

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!

Skriv en kommentar