Du bliver (også) mærkelig af at bo alene

du bliver mærkelig af at bo alene

Bliver man sær af at bo alene, som mange hævder?  

Nogle gør nok. Andre gør ikke.  

Men hvad betyder det i det hele taget at være mærkelig eller sær?  

For mig er det mærkeligt, når mennesker presser sig selv ind kasser, der ikke passer til dem. Det er fandeme mærkeligt. Men det er samtidig også så almindeligt, at det kan være svært at se, hvor mærkeligt det er.  

Stop modstanden mod virkeligheden

Så man kan vel også blive mærkelig af at bo sammen med en? Eller af at bo sammen med mange i et kollektiv?  

Som så meget andet kommer det også an på, hvordan du ser på det at bo alene.

Hvis du nyder at have fred og ro, sove uden nogen, der snorker dig i hovedet, og bestemme det hele selv, så tænker jeg ikke, at du bliver et mærkeligt menneske af at bo alene.  

Så bliver du nok et skønnere menneske af ikke at presse dig selv til bo med nogen for at passe ind.  

Men hvis du hele tiden går og har modstand mod at bo alene og føler, at du er forkert eller lever et forkert liv - jamen så bliver du nok lidt mærkelig med tiden, fordi du tror, at du skal være på en anden måde, end du er.  

Det er usundt at have modstand mod virkeligheden.  

Masser af mærkelige mennesker er i et forhold

Uanset hvordan du bor, så påvirker det dig vel i en eller anden retning, tænker jeg?

At det bliver betragtet som det normale at bo sammen to og to, gør jo ikke automatisk dem, der bor alene, mærkelige.  

Jeg tror ikke, det er selve det at bo alene, der gør folk mærkelige. Der findes også masser af mærkelige mennesker, der er i et forhold.  

Mærkeligt at bo sammen med nogen

 I mine øjne kan det også siges at være mærkeligt i det hele taget at ønske at bo sammen med nogen.  

At dele hjem med en anden betyder, at du må indgå en masse kompromiser, og at det er sjældent, at nogen af parterne får det, de virkelig har lyst til.  

Mange opdager måske endda aldrig, hvad de virkelig har lyst til, fordi der altid er en anden til at farve deres beslutninger.  

Jeg siger ikke, at det ene er bedre end det andet. Jeg siger, at du sandsynligvis bliver mærkelig eller får det mærkeligt med dig selv, hvis du prøver at passe ind i andres billede af, hvad der er et rigtigt liv, hvis det ikke er rigtigt for dig.  

Vil du have mere som det her? 


Få 5 gratis kapitler fra min bog "Den dag jeg stoppede med at græde over mænd" - klik her >>



0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!

Skriv en kommentar